Min A-Kasse er for alle lønmodtagere og selvstændige.

Min A-Kasse sætter en ære i både at holde kontingentet nede og servicen i top.

Arbejdsdirektoratet har tre gange kåret Min A-Kasse til den a-kasse, der har de mest tilfredse medlemmer.

Min A-kasse blev stiftet i 1914 og er dermed en af landets ældste a-kasser.

Afdeling
Hovedkontoret

Ansættelsesform
Fastansættelse

Arbejdstid
Fuldtid

Samtaler afholdes
d. 22., 25. og 26. februar 2019

Kontaktperson
HR-chef Signe C. Jørgensen (2836 7390)

Ansøgningsfrist
21. februar 2019

Søg stillingen

Tip en ven

Udskriv

Kontakt os vedr. stillingen

Del på

Kommunikatør med pondus

Din faglighed er stærk, men ikke ubøjelig, og din personlighed er behagelig og varm – for det passer til vores værdier. Min A-kasse er Danmarks måske venligste a-kasse.  

Min A-kasse har over 90.000 medlemmer, som vores 120 medarbejdere hver dag knokler for at servicere med dygtighed og venlighed. Vi udbetaler dagpenge, støtter vores medlemmer i deres udvikling mod det næste job og taler for respekt, tillid og mindre bureaukrati i beskæftigelsessystemet.

I Min A-kasses HR- & kommunikationsafdeling lægger vi os i selen for at levere god kvalitet og værdi til organisationen. Vi har hver vores egne opgaver, men også mange fælles og sætter pris på faglig sparring. Vi har en direkte, ambitiøs og varm stemning i vores (lille) afdeling, som består af chefen for HR- & kommunikation, en HR-konsulent, en projektansat kommunikationskonsulent og dig, vores nye kommunikationskonsulent. Min A-kasse har allerede en ganske fornuftig kommunikation, men vi har stadig mange uforløste ambitioner og visioner. Du vil få vide rammer og stort ansvar.

Kommunikation i Min A-kasse

Du bliver a-kassens eneste kommunikationsfaglige medarbejder (læs: enmandshær) og skal derfor kunne løfte – eller få løftet – stort set alle kommunikationsopgaver med stor selvstændighed, organisatorisk tæft og helt uden fine fornemmelser. Det giver næsten sig selv, at opgaverne er både brede og dybe, og at vi ikke kan fortælle om det hele her.

Skriverier: Du fører en god pen, og du rammer det rigtige udtryk til vores forskellige kanaler. Og så har du en vis akkuratesse.

Intern kommunikation: Ansvaret er dit. Du ved, at god intern kommunikation skaber loyalitet og motivation. Og du leverer varen.

Medlemskommunikation: Du er vores kommunikative brobygger. Du skal oversætte beskæftigelsessystemets paragraffer til menneskesprog – uden at gå på kompromis med indholdet.

Kommunikation for ledere: Organisationens ledere på alle niveauer har brug for din faglige sparring. Det gælder også din egen chef.

Kvalitetskontrol: Ja, du bliver vores sprogbetjent. Det er sjældent populært blandt kollegerne. Men du sørger for, at organisationen får øje på fordelene ved at bruge dig – og ikke bare bypass’er dig.

Marketing: Vi elsker at få nye medlemmer. Hvis vi er heldige, ved du noget om tiltrækning og fastholdelse af medlemmer. Og hvis ikke – så klarer vi den nok alligevel.

Alt, hvad der smager lidt af kommunikation: Det lander helt sikkert på dit bord. Så det løser du selvfølgelig. Og så finder du samtidig en god proces til næste gang.

Kanaler: Vi slipper ikke uden om, at vi er ret teksttunge, men vi skal også være grafiske og levende. Vi har breve, præsentationer, nyhedsbreve, medlemsrejser, hjemmeside, SoMe, nudging, trykt materiale, oversigter, artikler, kampagner og meget mere. Du behøver ikke selv kunne (nå) det hele – vi bruger også eksterne partnere – men du styrer slaget.

Værktøjer: Vi nævner i flæng: Colibo (intranet), MailChimp og Agillic (nyhedsbreve), Enalyzer (undersøgelser), Adobe-pakken (grafik og opsætning til husbehov), Dreambroker (video), Wordpress (hjemmeside), Facebook og LinkedIn. Det er en klar fordel, hvis du kan begå dig kompetent i denne værktøjskasse. 

Vores forestilling om dig

Vi tror ikke rigtig på, at du kan bestride stillingen, hvis du er helt grøn. Med mindre der er noget ganske særligt over dig (og så er vi ret nysgerrige). Men vi tror nok allermest på, at du har opbygget både erfaring og tyngde fra en anden lignende stilling. Det er nødvendigt, at du er hurtig i opfattelsen, vedholdende og strategisk – og en lille smule ydmyg. Du skal kunne prioritere din egen tid, strukturere opgaverne og sætte ting i system for at skabe effektiv kommunikation. Du skal være opsøgende og få tingene til at ske til tiden. Det er nødvendigt, at du har fornemmelse for kommunikation i en politisk virkelighed. Kemien også ret vigtig for os – det skal svinge.

Det praktiske

Vi tilbyder en fornuftig løn afhængig af dine kvalifikationer, ordentlige vilkår i øvrigt, lækker kantine, fridage og en god familie/arbejdslivsbalance. Stillingen er en fuldtidsstilling uden øvre arbejdstid. Vi driver ikke rovdrift, men forventer, at du leverer. Også til stramme deadlines. Arbejdsstedet er Ramsingsvej 30, 2500 Valby.

Vi er spændte på at høre fra dig og se, hvad du kan. Du kan starte med at gøre dette job-opslag bedre. Vedlæg dit bud i ansøgningen, som du skal sende til os senest torsdag d. 21. februar kl. 12. Brug nedenstående link og husk CV. Vi holder samtaler d. 22., 25., og 26. februar og krydser fingre for, at du kan starte 1. april 2019.

Hvis du har gode spørgsmål til stillingen eller organisationen, så er du velkommen til at ringe til HR- og kommunikationschef Signe C. Jørgensen på 28 36 73 90 eller sende en mail på scj@minakasse.dk.

Ansøgningsfrist: 21-02-2019

Powered by JobNext