Ansøgningsfrist
20. marts 2019

Receptionist i løntilskud med mulighed for fastansættelse (Aarhus)

Medlems- og kundeservice er hjørnesten i din indsats, og du interesserer dig for at yde en personlig og professionel service.

I Min A-kasse går vi ikke på kompromis med medlemmernes oplevelse af os. Vi går op i, at alle oplever et varmt og venligt møde, både personligt, i telefonen og pr. mail. Vores receptionsteam er det første vores medlemmer møder og vores ansigt udadtil. Vi har brug for ekstra hænder i receptionen, der lige nu dækkes af 1 kollega med opbakning fra vores konsulenter. Vi tilbyder en løntilskudsstilling med mulighed for fastansættelse.  

Hvad skal du lave hos os?

At yde en god og professionel service og være en dygtig vært, er fokus i Min A-kasse. Vi er med til at bemande Min A-kasses hovedtelefonnummer, der dækker hele landet. Alt i alt får vi mange henvendelser, det betyder, at du kommer til at tale i telefon meget af dagen.

Dine arbejdsopgaver består i at:

  • byde husets gæster velkommen ved at skabe en imødekommende stemning, både i telefonen og i receptionen.
  • sørge for at receptionen er indbydende dagen igennem.
  • skabe den korteste vej til problemløsning for medlemmet, enten ved selv at løse problemet, eller ved at henvise til den rette kollega første gang.
  • modtage, scanne, aktere og fordele post.
  • øvrigt kontorarbejde, herunder lettere sagsbehandling.

Din faglighed

Din stærkeste kompetence, er din evne til at stille relevante spørgsmål, så du kan gennemskue det væsentligste i medlemmets henvendelse.

Vi lægger vægt på, at du

  • har administrativ erfaring og er god i almene it-kompetencer.
  • er god til at planlægge og danne dig et overblik, så du kan varetage mange forskellige opgaver sideløbende.
  • finder det lige så vigtigt og engagerende at yde service iblandt kolleger og ledere som blandt medlemmer og samarbejdspartnere.
  • har en god telefonstemme, der skaber tillid og tryghed.
  • er stærk til både mundtlig og skriftlig kommunikation, også på engelsk, da vi har mange medlemmer med dansk som andetsprog.

På længere sigt indebærer din rolle også lettere sagsbehandling. Vi støtter, at du udvikler kompetencer inden for a-kasse-området, så du fx kan yde vejledning om vores selvbetjening, jobnet, sygemelding, upload af ansøgninger i rekrutteringssystemer mv. Efterhånden som din a-kasse-faglighed udvikles, vil du få mulighed for at bidrage med sagsnotater og sagsdokumentation.

Vi tilbyder
En spændende arbejdsplads, hvor opgaverne bliver løst af dygtige kolleger, og hvor samarbejdet kollegerne imellem har stor betydning. Der sker meget i en a-kasse, det stiller krav til forandringsmod og nytænkning. Vi arbejder målrettet på at digitalisere og automatisere flest mulige arbejdsgange, så vi kan frigive hænder til medlemskontakt og udvikling. Vi har fokus på trivsel og arbejdsglæde og lægger vægt på, at alle bidrager aktivt til et godt arbejdsmiljø.

Det praktiske  

Vi satser på, at du kan starte den 6. maj 2019. Din arbejdsplads bliver i Aarhus.

Stillingen er på 37 timer ugentligt. Ansættelse på nedsat tid kan drøftes. Vi giver dig løn på baggrund af dine kvalifikationer i henhold til gældende overenskomst mellem Min A-kasse og HK Danmark. Inden du søger jobbet, skal du undersøge om du er berettiget til at få et job med løntilskud. Det gør du ved at kontakte dit jobcenter.

Lyder det som et job for dig? Send din ansøgning med CV via nedenstående link senest den 20. marts 2019. Vi afholder samtaler i uge 14 og går du videre til anden samtale, afholdes den i uge 15. I forbindelse med en anden samtale, vil vi bede dig om at gennemføre en test.

Du behøver ikke vedhæfte eksamensbeviser eller andre bilag. Til gengæld er du velkommen til at tage dem med, hvis vi mødes til en samtale.

Har du spørgsmål? Tøv ikke med at ringe til Dorthe Krintel Bølcho på telefon 70 12 37 82. Har du lyst til at vide endnu mere om det arbejde vi laver, er vores hjemmeside www.minakasse.dk et besøg værd.